Om os

Historien bag Gardernetværk

Kort efter årtusindeskiftet havde den tidligere og mangeårige formand for Garderforeningen i København, Steen Grubert, og det tidligere bestyrelsesmedlem fra samme forening, Michael Klitvad en længere dialog om De Danske Garderforeningers aktiviteter og medlemstilgang.

 

Michael Klitvads ønske var at sætte mere fokus på at udnytte de potentielle erhvervsrelaterede muligheder i netværket. Resultatet blev, at Michael Klitvad sammen med et andet medlem af Garderforeningen i København, Morten Mikkelsen, tog initiativet til at grundlægge Gardernetværk. Det skete den 25. maj 2005.

 

Ideen med Gardernetværk var og er således: At bringe tidligere eller nuværende gardere, sergenter eller officerer i den erhvervsdygtige alder sammen på kryds og tværs til gavn for deres professionelle virke. Første skridt var at oprette en online adressebog på www.gardernetværk.dk. Næste skridt var systematisk at udvikle og gennemføre aktiviteter til gavn for medlemmerne.

Fra 0 til 2.000 medlemmer på rekordtid

Oprindeligt var Gardernetværk et lokalt tiltag under Garderforeningen i København. Men daværende Præsident for De danske Garderforeninger Gustav Grüner mente, at Gardernetværk skulle adskilles fra Garderforeningen i København og fortsætte som en selvstændig enhed, fordi Gardernetværks tiltag henvendte sig til de yngre medlemmer. Fra sommeren 2006 videreførte Michael Klitvad og Morten Mikkelsen derfor Gardernetværk som en selvstændig organisation uden for De danske Garderforeninger.

 

Interessen viste sig hurtigt at være meget større end forventet. På toårsdagen for stiftelsen havde Gardernetværk mere end 2.000 medlemmer bestående af tjenestegørende eller erhvervsaktive livgardere fra alle hjørner af Danmark og udlandet. Dette tal blev nået helt uden markedsføring af nogen art.

Tæt samarbejde med Livgarden

Fra den første tanke blev født, har det været tanken at have et så tæt samarbejde med Livgarden som muligt. Derfor betød det også rigtig meget, da Livgarden klart bakkede op om netværket. Nedenstående er uddrag fra den første tilkendegivelse fra Livgarden.

 

"For vore vagtgående gardere og vore internationale gardere er det vigtigt at mærke, at der er nogen der står bag dem. Det er naturligvis i første omgang Livgarden, men også andre hjælper os. En af de organisationer, der betyder meget for Livgardens dagligdag, er Gardernetværk. Gardernetværk er en Internetbaseret organisation, hvor nuværende og tidligere gardere kan mødes på nettet, skabe netværk, deltage i Gardernetværks arrangementer etc. Men også for Livgarden er Gardernetværk vigtigt, bl.a. fordi vi kan vise, at der er et netværk, hvor vores fælles baggrund er, at vi er gardere, hvilket er en vigtig base for alle. Den Kongelige Livgarde kan derfor varmt anbefale Gardernetværk til kommende brugere og annoncører".

 

Lasse Harkjær, tidligere Chef for Den Kongelige Livgarde.

I gang med aktiviteterne

Som beskrevet var det fra start ambitionen at planlægge og gennemføre arrangementer, der kan inspirere og udvikle medlemmerne i deres professionelle virke. Det første møde vest for Storebælt var i koncertbyen, Horsens. Siden hen er mange andre byer også kommet på landkortet.

 

I dag har flere hundrede medlemmer deltaget i aktiviteter med interesse for både deres erhverv og for Den Kongelige Livgardes virke. Dertil kommer sportslige og kulturelle arrangementer samt nye ”virtuelle” tiltag. Det vil være for omfattende at nævne alle arrangementer, men et lille udpluk af vores oplægsholdere kommer fra: A.P. Møller Maersk, Jægerkorpset, Telia, ECCO, Brøndby IF, LEGO, Hummel, Deloitte, Slovakiets Ambassade, PET, SOK, Forsvarskommandoen, Eskadrille 722, Ferrari, TV2, Formanden for Folketinget, Erhvervsministeren, Københavns Politi, Politiskolen med mange flere.

App for at styrke kommunikationen

I 2011 blev dialogen med medlemmerne yderligere udbygget. Det skete, da Gardernetværk kunne præsenterer en ny App til Iphone og Android. App’en blev positivt modtaget, da det var tydeligt, at medlemmerne ønskede at have mulighed for en mere enkel og hurtig kommunikation med Gardernetværk og med hinanden.

Anerkendelse fra forsvarschefen

Som det gælder for Livgardens støtte, betyder det selvfølgelig også meget, at Gardernetværk anerkendes som en værdifuld medspiller af forsvaret i bredere forstand. Derfor var vi både glade for og stolte af den anerkendelse Michael Klitvad modtog for sit arbejde med netværket.

 

Forsvarschefen general Peter Bartram har tirsdag den 24. juni 2014 uddelt Forsvarets Medalje for Særlig Fortjenstfuld Indsats til Michael Klitvad. Dette sker for Michael Klitvads arbejde med Gardernetværk.

Gardernetværk og fremtiden

Gardernetværks ambitioner er ikke blevet mindre med årene. Tværtimod. Vi har opstillet to klare målsætninger, der samtidig er kompas for den fortsatte udvikling af netværket. Hensigten med Gardernetværk er at:

 

- Gardernetværk også i fremtiden er den attraktive organisation for både tjenestegørende, nyligt hjemsendte og erhvervsaktive livgardere

- Gardernetværk altid vil være en afgørende støtte for Den Kongelige Livgarde

 

Det vil vi sikre ved at:

 

- Lytte til samfundets og medlemmerne interesser

- Fokusere på kvalitet

- Basere netværkets ledelse på frivillige ildsjæle med handlekraft



Forsvarschefen general Peter Bartram har tirsdag den 24. juni 2014 uddelt Forsvarets Medalje for Særlig Fortjenstfuld Indsats til Michael Klitvad.
Dette sker for Michael Klitvads arbejde med Gardernetværk.

Det er givet, at Gardernetværk også i fremtiden bliver en aktuel og attraktiv organisation for erhvervsaktive livgardere. Dette sker i et tæt samarbejde med både Den Kongelige Livgarde og vore medlemmer.

 

Særlig tak til:

 

Mads Rahbek, Chef for Den Konglige Livgarde, som giver Gardernetværk en fantastisk opbakning gennem vores tætte samarbejde med Livgarden.

 


Klavs Laves, tidligere Chef for Den Konglige Livgarde, som har været med til at give Gardernetværk en fantastisk opbakning gennem vores tætte samarbejde med Livgarden.

 


Lasse Harkjær, tidligere Chef for Den Konglige Livgarde, som har medvirket til det som Gardernetværk er i dag. Uden Lasse Harkjær var det ikke lykkes. Gardernetværk skylder Lasse Harkjær en særlig tak.

 

Flemming Rytter, tidligere Chef for Den Kongelige Livgarde, som bakkede op om Gardernetværk fra starten.